Tysk avis fornærmet på mine vegne torsdag, 31. maj 2007
Skrevet af bolle under Bøger, Fred og Ro, Litteratur, 1 kommentarForståeligt, at ”hovedpersonerne”, hjemmetyskere, føler sig trådt over tæerne: Kjeldberg sætter EN mindretalsfamilie, Dalebergen-familien, og dens allernærmeste miljø i begivenhedernes centrum. Og her er ingen normale mennesker.
???
Jeg føler mig da ikke trådt over tæerne…?
Se hele Der Nordschleswigers vrede anmeldelse af romanen om mig her (i dansk oversættelse).
Sexet anmeldelse onsdag, 30. maj 2007
Skrevet af bolle under Bøger, Fred og Ro, Litteratur, Sex, 6 kommentarer
En historie om, hvordan sex kan holde to mennesker sammen igennem meget. […] virkelig en nydelse at læse. Frisk og direkte går Ane-Marie Kjeldberg til sagen med mange detaljer og blik for fryden i god elskov. Hendes sprog er smukt, og hun har en rytme, der understreger emnet inciterende og dejligt.
Selv mere særprægede seksuelle akter skildres klart og detaljeret og med en forfriskende mangel på sensationslyst eller lummerhed, således at vi med nysgerrighed læser for eksempel om, hvordan en kvinde ved et tilfælde får en bogstaveligt talt dyrisk orgasme. Også mænds telefonsex beskrives nærmest objektivt - og med humor, når vi følger den strikkende telefonsexpige. Poesi og smerte kommer ind, da den ensomme unge mand har telefonsex med sin elskede uden at vide, det er hende.
Uddrag af Lars Nielsens anmeldelse af romanen om mig, Miriam og Hannes - Fred og Ro - på Bogrummet.dk.
Anmeldelsen af sexen går mest på Miriam og Hannes, men jeg er nu også med! Siger ikke, hvordan!
Hele anmeldelsen - inkl. fem af fem stjerner
- kan læses her.
Du onsdag, 23. maj 2007
Skrevet af bolle under Fred og Ro, Litteratur, Miriam, 1 kommentar
Der er for eksempel denne magma af smerte, som jeg er i, som jeg skal længere ind i, som jeg ikke ved, om jeg nogensinde kommer ud af. Jeg vil blive holdt fast, og denne smerte, den er større end alt, mindre end intet, så lille bliver jeg, bliver du, intetmindre er noget der gør ondt, ondere end du ved i dine vildeste fantasier om mig, du ved intet, intetviderevider.
Og der er en bog, sidde i en stol, hvide sider, ord, mine ben i bukserne, håret altid redt, jeg barberer mig hver dag, to gange om dagen, jeg læser denne stilhed, det er ikke meget jeg kan udholde at læse, men denne stilhed, vende sider, klirren ude i huset et sted, dagligdags stemmer, solen gennem vinduet.
Det er meget større end dig.
End mig.
Du.
Hvem er Helene Mark? torsdag, 17. maj 2007
Skrevet af bolle under Fred og Ro, Litteratur, Psyken, 1 kommentarNogle læsere af min blog vil sikkert have bemærket, at en kommentator ved navn Helene Mark ofte dukker op. Hvem er denne kvinde? Hvorfor kommer hun ind på min blog, på Hannes’ og på Miriams?
Hun er ikke blogger, men hun er også én af personerne, som er nævnt i den netop udkomne roman Fred og Ro.
Hun hører til på min og Hannes’ barndomsegn, Sønderborgkanten.
Hun var gift med Adolf Mark, som var meget ældre end hende.
Adolf var én af dem, som ikke rigtig kunne slippe Det Tredje Rige. Hitler havde nu gjort meget godt, mente han. Han gav udtryk for det, når han var i det rette selskab. Ikke nede i Brugsen eller i bussen, hvor der var fyldt med danske sønderjyder. Men sådan i lukket hjemmetysk selskabelig sammenhæng, gerne med lidt rigeligt inden for vesten til at løsne beherskelsen.
Helene. Ja. Hvordan var hun? Hun retledte i hvert fald ikke Adolf. Det kunne hun ikke finde på. I romanen er der et lille afsnit, som vist siger en del om hende:
Ovre ved vinduet stod Helene Mark og talte med Hannes. Hun var gift med Bolles fars gamle klassekammerat Adolf Mark. ’Adolf’ var værre end ’Bolle’. Det var en trøst. Helene var Adolfs anden kone, og meget yngre end ham. Hun havde fyldige læber og store øjne. Hun var køn. Hun nikkede Hannes af og ilede over til Bolle. Placerede sig foran ham i let bredstående stilling, lagde hovedet på skrå, så på ham:
”Mojn, Bolle.”
”Mojn,” svarede han.
”Hvordan går det med dig? Er du kommet i gang med en uddannelse?”
Noget i Bolles ansigtsudtryk svarede hende åbenbart, inden han selv gjorde. Hovedet røg endnu længere ned på sned.
”Nej,” svarede han.
”Det var sünde. Ja, din mor sagde det godt nok til mig. Hvordan går det med dine læsevanskeligheder?”
Han trak på skuldrene.
”Du må få socialforvaltningen til at tage hånd om dine problemer,” fortsatte hun. ”Jeg kender en socialrådgiver i Apenrade, hende tror jeg, jeg vil tage fat i, så hun kan få sat lidt gang i dig.” Hun smilede.
Hun var dansker, nordjyde endda, men hendes tale var krydret med sünde og Apenrade. Hun hørte til.
(Uddrag af Ane-Marie Kjeldbergs Fred og Ro. Copyright Ane-Marie Kjeldberg og Facet.)
Jeg havde altid en intens trang til at få hende til at tie stille.
Meget håndfast, meget fantasifuldt.
Måske gider jeg alligevel - jeg ER jo en succes! torsdag, 17. maj 2007
Skrevet af bolle under Fred og Ro, Litteratur, 1 kommentarMåske er det alligevel meget sjovt… Romanen om mig ligger nr. 1 på netboghandlen eLounge’s skønlitterære bestsellerliste nu. Nr. 6 på den samlede liste.
Og bogen har fået fire af fem stjerner!
Så jeg ER en succes, he-he. Uanset kommentaren fra Anne.
Gider ikke det romanpjat mere torsdag, 17. maj 2007
Skrevet af bolle under Fred og Ro, Litteratur, Om at blive bog, Psyken, 16 kommentarerVed nærmere eftertanke er det det med Fred og Ro, jeg ikke gider.
Jeg vil have den væk fra offentligheden. Lad være at købe den. Lad være at låne den. Lad være at læse den.
Alle mennesker tager stilling til mit liv og dem, jeg holder af eller har holdt af.
Det er ikke til at holde ud.
Jeg har gjort dumme og mærkelige ting, men det bliver ikke bedre af at være i en bog.
Kan det ikke være nok nu?
Gider ikke dette venskabspladder torsdag, 17. maj 2007
Skrevet af bolle under Fred og Ro, Litteratur, Psyken, 3 kommentarer
Jeg gider ikke denne illusion om venskab længere. Der er så meget had mellem os - Hannes, Miriam, Lise og mig.
Man kan ikke høre rigtigt sammen med nogen, og det giver grobund for had, når man skal forsøge.
Miriams sexliv anmeldt onsdag, 16. maj 2007
Skrevet af bolle under Fred og Ro, Litteratur, Miriam, 19 kommentarerForfatteren Kirsten Nørgaard har læst romanen om Miriam, Hannes og mig.
Om Miriams og Hannes’ sex skriver hun:
“Det er ikke sex, det er åndeløst erotisk og utrolig smukt beskrevet”.
Jo…
Jeg er en succes - for første gang i mit liv! lørdag, 12. maj 2007
Skrevet af bolle under Fred og Ro, Litteratur, 5 kommentarer
Hold da kæft! Romanen om mig er på eLounge’s bestsellerliste for skønlitteratur - som nr. 3!
Og slår man op på Knud Romers Den som blinker, så anbefales romanen om mig - Fred og Ro - som noget i samme kategori!
Hvornår er der endnu en forfatter, der vil skrive en bog om mig? Jeg har det hele: Hjemmetyske traumer, kynisme, orblinghed, høj begavelse, håbløse projekter, et sindssygt sønderjysk fornavn, et endnu mere sindssygt tysk efternavn, misbrug af lidt af hvert, håbløse kærligheder, mudret seksualitet, fejhed, blid empati og hang til fremmedord og røde skjorter.
Bare sig til, forfattere. Jeg vil sælge mit efternavn, min søster og mit leksikon for endnu mer succes!

En historie om, hvordan sex kan holde to mennesker sammen igennem meget. […] virkelig en nydelse at læse. Frisk og direkte går Ane-Marie Kjeldberg til sagen med mange detaljer og blik for fryden i god elskov. Hendes sprog er smukt, og hun har en rytme, der understreger emnet inciterende og dejligt.
