Cookie- og privatlivspolitikHvem er Helene Mark? torsdag, 17. maj 2007
Skrevet af bolle under Fred og Ro, Litteratur, Psyken,
Nogle læsere af min blog vil sikkert have bemærket, at en kommentator ved navn Helene Mark ofte dukker op. Hvem er denne kvinde? Hvorfor kommer hun ind på min blog, på Hannes’ og på Miriams?
Hun er ikke blogger, men hun er også én af personerne, som er nævnt i den netop udkomne roman Fred og Ro.
Hun hører til på min og Hannes’ barndomsegn, Sønderborgkanten.
Hun var gift med Adolf Mark, som var meget ældre end hende.
Adolf var én af dem, som ikke rigtig kunne slippe Det Tredje Rige. Hitler havde nu gjort meget godt, mente han. Han gav udtryk for det, når han var i det rette selskab. Ikke nede i Brugsen eller i bussen, hvor der var fyldt med danske sønderjyder. Men sådan i lukket hjemmetysk selskabelig sammenhæng, gerne med lidt rigeligt inden for vesten til at løsne beherskelsen.
Helene. Ja. Hvordan var hun? Hun retledte i hvert fald ikke Adolf. Det kunne hun ikke finde på. I romanen er der et lille afsnit, som vist siger en del om hende:
Ovre ved vinduet stod Helene Mark og talte med Hannes. Hun var gift med Bolles fars gamle klassekammerat Adolf Mark. ’Adolf’ var værre end ’Bolle’. Det var en trøst. Helene var Adolfs anden kone, og meget yngre end ham. Hun havde fyldige læber og store øjne. Hun var køn. Hun nikkede Hannes af og ilede over til Bolle. Placerede sig foran ham i let bredstående stilling, lagde hovedet på skrå, så på ham:
”Mojn, Bolle.”
”Mojn,” svarede han.
”Hvordan går det med dig? Er du kommet i gang med en uddannelse?”
Noget i Bolles ansigtsudtryk svarede hende åbenbart, inden han selv gjorde. Hovedet røg endnu længere ned på sned.
”Nej,” svarede han.
”Det var sünde. Ja, din mor sagde det godt nok til mig. Hvordan går det med dine læsevanskeligheder?”
Han trak på skuldrene.
”Du må få socialforvaltningen til at tage hånd om dine problemer,” fortsatte hun. ”Jeg kender en socialrådgiver i Apenrade, hende tror jeg, jeg vil tage fat i, så hun kan få sat lidt gang i dig.” Hun smilede.
Hun var dansker, nordjyde endda, men hendes tale var krydret med sünde og Apenrade. Hun hørte til.
(Uddrag af Ane-Marie Kjeldbergs Fred og Ro. Copyright Ane-Marie Kjeldberg og Facet.)
Jeg havde altid en intens trang til at få hende til at tie stille.
Meget håndfast, meget fantasifuldt.
Kommentarer»
Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle tie stille. Jeg har altid hjulpet folk. Det har jeg set som min pligt. Nogle skal have et skub for at komme i gang.