Latterlige tyskersvin tirsdag, 19. jun 2007
Skrevet af bolle under Bøger, Fred og Ro, Litteratur, Psyken, 6 kommentarerDer kommer en kronik i Jyllandsposten på lørdag om os - under den besynderlige titel ovenfor. Den er skrevet af Ane-Marie Kjeldberg.
Er det så nu, man skal blive fornærmet på hende?!
Hvem er Helene Mark? torsdag, 17. maj 2007
Skrevet af bolle under Fred og Ro, Litteratur, Psyken, 1 kommentar
Nogle læsere af min blog vil sikkert have bemærket, at en kommentator ved navn Helene Mark ofte dukker op. Hvem er denne kvinde? Hvorfor kommer hun ind på min blog, på Hannes’ og på Miriams?
Hun er ikke blogger, men hun er også én af personerne, som er nævnt i den netop udkomne roman Fred og Ro.
Hun hører til på min og Hannes’ barndomsegn, Sønderborgkanten.
Hun var gift med Adolf Mark, som var meget ældre end hende.
Adolf var én af dem, som ikke rigtig kunne slippe Det Tredje Rige. Hitler havde nu gjort meget godt, mente han. Han gav udtryk for det, når han var i det rette selskab. Ikke nede i Brugsen eller i bussen, hvor der var fyldt med danske sønderjyder. Men sådan i lukket hjemmetysk selskabelig sammenhæng, gerne med lidt rigeligt inden for vesten til at løsne beherskelsen.
Helene. Ja. Hvordan var hun? Hun retledte i hvert fald ikke Adolf. Det kunne hun ikke finde på. I romanen er der et lille afsnit, som vist siger en del om hende:
Ovre ved vinduet stod Helene Mark og talte med Hannes. Hun var gift med Bolles fars gamle klassekammerat Adolf Mark. ’Adolf’ var værre end ’Bolle’. Det var en trøst. Helene var Adolfs anden kone, og meget yngre end ham. Hun havde fyldige læber og store øjne. Hun var køn. Hun nikkede Hannes af og ilede over til Bolle. Placerede sig foran ham i let bredstående stilling, lagde hovedet på skrå, så på ham:
”Mojn, Bolle.”
”Mojn,” svarede han.
”Hvordan går det med dig? Er du kommet i gang med en uddannelse?”
Noget i Bolles ansigtsudtryk svarede hende åbenbart, inden han selv gjorde. Hovedet røg endnu længere ned på sned.
”Nej,” svarede han.
”Det var sünde. Ja, din mor sagde det godt nok til mig. Hvordan går det med dine læsevanskeligheder?”
Han trak på skuldrene.
”Du må få socialforvaltningen til at tage hånd om dine problemer,” fortsatte hun. ”Jeg kender en socialrådgiver i Apenrade, hende tror jeg, jeg vil tage fat i, så hun kan få sat lidt gang i dig.” Hun smilede.
Hun var dansker, nordjyde endda, men hendes tale var krydret med sünde og Apenrade. Hun hørte til.
(Uddrag af Ane-Marie Kjeldbergs Fred og Ro. Copyright Ane-Marie Kjeldberg og Facet.)
Jeg havde altid en intens trang til at få hende til at tie stille.
Meget håndfast, meget fantasifuldt.
Gider ikke det romanpjat mere torsdag, 17. maj 2007
Skrevet af bolle under Fred og Ro, Litteratur, Om at blive bog, Psyken, 16 kommentarerVed nærmere eftertanke er det det med Fred og Ro, jeg ikke gider.
Jeg vil have den væk fra offentligheden. Lad være at købe den. Lad være at låne den. Lad være at læse den.
Alle mennesker tager stilling til mit liv og dem, jeg holder af eller har holdt af.
Det er ikke til at holde ud.
Jeg har gjort dumme og mærkelige ting, men det bliver ikke bedre af at være i en bog.
Kan det ikke være nok nu?
Gider ikke dette venskabspladder torsdag, 17. maj 2007
Skrevet af bolle under Fred og Ro, Litteratur, Psyken, 3 kommentarer
Jeg gider ikke denne illusion om venskab længere. Der er så meget had mellem os - Hannes, Miriam, Lise og mig.
Man kan ikke høre rigtigt sammen med nogen, og det giver grobund for had, når man skal forsøge.
Det skulle mine børn ikke have med sig torsdag, 19. apr 2007
Skrevet af bolle under Fred og Ro, Litteratur, Psyken, 2 kommentarerJeg har ikke fået nogen børn, og får næppe nogen nogensinde. Men havde jeg fået, så var de ikke kommet i tysk skole.
De skulle ikke igennem det, som jeg har været igennem.
At være den, som altid skal forklare.
Den som folk har lov at spørge.
Den hvis sprog og accent man har lov at bemærke.
Den der hænger en fortid over.
Aldrig.
Fædrenes synder SKAL nedarves til syvende led lørdag, 31. mar 2007
Skrevet af bolle under Fred og Ro, Litteratur, Psyken, 4 kommentarer
Der er en skyld. Det kommer man aldrig uden om. Vores forældre eller bedsteforældre gjorde sig skyldige. Ved at handle. Eller lade være at handle.
Nogle kørte et eller andet for tyskerne, andre gik i tysk krigstjeneste. Andre igen lod bare tingene ske.
Hvad skulle de ellers have gjort? Sådan blev der tit sagt. Og hvad SKULLE de have gjort? De var omgående blevet meldt af nogen af dem, som var tilhængere. Nogle gjorde alligevel noget. Men de fleste gjorde ikke.
Det sidder i dem, som var der dengang, de ved, at de fleste ikke gik imod, og at mange gik med. Og mennesker, der går og ved sådan noget og ikke kan tale om det, i hvert fald ikke alle steder, mange steder helst ikke, hvis de vil kunne være til, den slags mennesker, de får nogle særlige ansigtstræk, nogle særlige bevægelser, nogle særlige neuronbaner, nærmest neuronmotorveje. Det mærker deres børn. De mærkes af det. Ikke til hylende sammenbrud, sjældent det, men der sker noget.
Jeg har altid vidst, hvad det betød, at fædrenes synder skal nedarves til syvende led. Det er ingen trussel, det er bare et faktum.