Tak til dem, der legede med i eksperimentet omkring min roman.
Flere oplysninger om romanen kan findes på min blog http://kjeldberg.wordpress.com/

Ane-Marie Kjeldberg

Og der kan en Bolle vel pr. definition ikke være med. Han kan ikke være ærlig, for han er jo fiktion - han er uægte.

Eller kan han og er han? Han er jo produkt af en levende persons hjerne, sind, fantasi.

Når en roman kan opfattes som troværdig, overbevisende, medrivende, kan en bloggende romanfigur så ikke også?

Nej, han er nok fordømt til et skinliv, måske beskuet, men ikke inddraget, ikke relateret til. Lidt som hvis en skuespiller insisterer på at spille Macbeths rolle i en bybus. Vi kan henrives og forfærdes over Macbeth, mens vi sidder i vores stole i teatret, og vi kan måske græde og håbe over og med Bolle, når vi sidder alene i lænestolen med ham inde i bogen.
Men løber Macbeth rundt i bussen og insisterer på at diskutere magt og against nature og murder of sleep med os, så næe tak. Og det samme hvis Bolle bryder sin fiktionskontrakt og hopper ud af bogen og sidder rundt på en blog og håber og jubler og taber alt mod og forbitres og håber igen.
Vi bliver vist bange for at være til grin. Snakke med en rolle, snakke med en romanfigur, nænæ så dumme er vi ikke.

Vi, siger jeg.
Hvad bilder jeg mig ind?
Jeg findes jo ikke…

Er det så nu, man skal blive fornærmet på hende?!

“Det utrolige er, at Kjeldberg forstår at bevare en meget fin balance imellem det direkte pornografiske og det blidt erotiske, selv når hun skildrer endnu tabubelagte seksuelle udfoldelser. Erotikken taler sit eget sprog og fortæller sin egen historie hele romanen igennem.”

Nu er der igen en anmelder, som skriver om sexen i romanen om os.
Nåja - sex er fedt. Hvis man får noget af det…

Anmelderen hedder Tina C. Møller - og hele anmeldelsen kan ses her.

 

Senturas anmelder skriver for resten mere om Fred og Ro, også om en anden vinkel på sexen, se bare her:

Fred og ro er en supersaftig familie- og historieroman for modne mennesker i alle aldre. Og man skal læse den, hvis man er i form til telefonsex, smadrede hundehjørnetænder, pumpende giftsække fra rasende bier – og en overraskende slutning.

Den må decideret frarådes for elitære besserwissere. I Ane-Marie Kjeldbergs prosa er verden ikke delt op i skrøbelige og symboltunge tekstfragmenter. I stedet klaskes lillemor op på køkkenbordet og får sin bekomst i en insisterende tone, hvis hun skulle være i tvivl om noget. Som om det var Matador med Lars Norén som manuskriptkonsulent.

Uddrag af litteraturmagasinet Senturas anmeldelse af Ane-Marie Kjeldbergs roman Fred og Ro. Hele anmeldelsen kan ses her. 

“Tilmed har de to hovedpersoner det mest nedsmeltende sexliv, jeg mindes at have oplevet på print i en dansk roman. Sex er det sprog, de taler bedst sammen”.

Sådan der skriver litteraturmagasinet Sentura om Fred og Ro, der er romanen om mig, Hannes og Miriam. Anmelderen er helt vild med bogen. Men jeg ved nu ikke, om jeg tror på, at Miriam og Hannes har haft SÅ god sex…..

Forståeligt, at ”hovedpersonerne”, hjemmetyskere, føler sig trådt over tæerne: Kjeldberg sætter EN mindretalsfamilie, Dalebergen-familien, og dens allernærmeste miljø i begivenhedernes centrum. Og her er ingen normale mennesker.

???

Jeg føler mig da ikke trådt over tæerne…?

Se hele Der Nordschleswigers vrede anmeldelse af romanen om mig her (i dansk oversættelse).

En historie om, hvordan sex kan holde to mennesker sammen igennem meget. […] virkelig en nydelse at læse. Frisk og direkte går Ane-Marie Kjeldberg til sagen med mange detaljer og blik for fryden i god elskov. Hendes sprog er smukt, og hun har en rytme, der understreger emnet inciterende og dejligt.

Selv mere særprægede seksuelle akter skildres klart og detaljeret og med en forfriskende mangel på sensationslyst eller lummerhed, således at vi med nysgerrighed læser for eksempel om, hvordan en kvinde ved et tilfælde får en bogstaveligt talt dyrisk orgasme. Også mænds telefonsex beskrives nærmest objektivt - og med humor, når vi følger den strikkende telefonsexpige. Poesi og smerte kommer ind, da den ensomme unge mand har telefonsex med sin elskede uden at vide, det er hende.

Uddrag af Lars Nielsens anmeldelse af romanen om mig, Miriam og Hannes - Fred og Ro - på Bogrummet.dk.

Anmeldelsen af sexen går mest på Miriam og Hannes, men jeg er nu også med! Siger ikke, hvordan!

Hele anmeldelsen - inkl. fem af fem stjerner - kan læses her.

Du.

Nogle læsere af min blog vil sikkert have bemærket, at en kommentator ved navn Helene Mark ofte dukker op. Hvem er denne kvinde? Hvorfor kommer hun ind på min blog, på Hannes’ og på Miriams?

Hun er ikke blogger, men hun er også én af personerne, som er nævnt i den netop udkomne roman Fred og Ro.

Hun hører til på min og Hannes’ barndomsegn, Sønderborgkanten.

Hun var gift med Adolf Mark, som var meget ældre end hende.
Adolf var én af dem, som ikke rigtig kunne slippe Det Tredje Rige. Hitler havde nu gjort meget godt, mente han. Han gav udtryk for det, når han var i det rette selskab. Ikke nede i Brugsen eller i bussen, hvor der var fyldt med danske sønderjyder. Men sådan i lukket hjemmetysk selskabelig sammenhæng, gerne med lidt rigeligt inden for vesten til at løsne beherskelsen.

Helene. Ja. Hvordan var hun? Hun retledte i hvert fald ikke Adolf. Det kunne hun ikke finde på. I romanen er der et lille afsnit, som vist siger en del om hende:

Ovre ved vinduet stod Helene Mark og talte med Hannes. Hun var gift med Bolles fars gamle klassekammerat Adolf Mark. ’Adolf’ var værre end ’Bolle’. Det var en trøst. Helene var Adolfs anden kone, og meget yngre end ham. Hun havde fyldige læber og store øjne. Hun var køn. Hun nikkede Hannes af og ilede over til Bolle. Placerede sig foran ham i let bredstående stilling, lagde hovedet på skrå, så på ham:

”Mojn, Bolle.”

”Mojn,” svarede han.

”Hvordan går det med dig? Er du kommet i gang med en uddannelse?”

Noget i Bolles ansigtsudtryk svarede hende åbenbart, inden han selv gjorde. Hovedet røg endnu længere ned på sned.

”Nej,” svarede han.

”Det var sünde. Ja, din mor sagde det godt nok til mig. Hvordan går det med dine læsevanskeligheder?”

Han trak på skuldrene.

”Du må få socialforvaltningen til at tage hånd om dine problemer,” fortsatte hun. ”Jeg kender en socialrådgiver i Apenrade, hende tror jeg, jeg vil tage fat i, så hun kan få sat lidt gang i dig.” Hun smilede.

Hun var dansker, nordjyde endda, men hendes tale var krydret med sünde og Apenrade. Hun hørte til.

(Uddrag af Ane-Marie Kjeldbergs Fred og Ro. Copyright Ane-Marie Kjeldberg og Facet.)

Jeg havde altid en intens trang til at få hende til at tie stille.
Meget håndfast, meget fantasifuldt.